Stuebjerggaard!  Et sted for personer, derfor første gang mødte en hest og til den øvede og professionelle rytter.

Da Else og jeg mødte Stuebjerggaard for første gang, var det efter en lang søgning i hele Nordsjælland efter et sted, hvor primært Else kunne udleve sin drøm om heste i et lidt større format. Vi kom fra en mindre landejendom lidt uden for Frederikssund, hvor vi sammen havde etableret en lille stald med plads til 6 heste. Else ville noget større og derfor søgte vi efter et sted, hvor drømmen kunne udleves i fuld skala.

Else var en habil rytter og jeg kunne da sidde på en hest. Havde som ung reddet lidt. Bekendskabet med ridning og vort samliv gjorde, at vi gerne ville prøve kræfter med mere. Efterfølgende fik jeg mange timer på mine dejlige heste Kasmir og Broadway.

Else var ledende lægesekretær på Hvidovre Hospital og jeg var udviklingschef på hospitalet. Men vi havde lyst til nyt. Mit valg var uddannelse, som ejendomsmægler og valuar. Elses drøm var opdræt af heste og et liv med heste, som man kunne leve af.

Via en medarbejder fik Else nys om, at Stuebjerggaard nok var til salg. Vort første møde med fru Lau var skuffende, idet døren blev smækket i med ordene: ”Tal med ejendomsmægleren”.

Vort næste møde med hr. og fru Lau gik bedre. Else talte fuldblodsheste med fru Lau og jeg forsøgte at føre en samtale med hr. Lau, der på dette tidspunkt, var svær senil.

Vi havde selv en dejlig sort fuldblodshoppe, der hed Queen Ann. Så Elses passion for fuldblodsheste og så min samtale med Hr. Lau, der fejlagtigt troede jeg var læge betød, at vi fik lov til at købe Stuebjerggaard.

Dog først efter, at min viden om bopælspligt gjorde sig gældende, idet Stuebjerggaard på daværende tidspunkt havde status som sommerhus. Efter flere møder med Helsinge Kommune - som var benævnelsen på kommunen inden kommunesammenlægningen - fik vi statusændring og 11. december 1983 kunne vi flytte ind på Stuebjerggaard med 3 katte, 3 heste (2 af vore egne og den første pensionær, der flyttede med.

Hen over de næste 3 måneder fik vi fyldt stalden op med i alt 24 heste og ponyer. 12 af vor egne, hvoraf 10 skulle være basis for en rideskole og resten pensionærer, der alle blev en del af Stuebjerggaard i de næste mange år. Nogle af mine bedste venskaber blev skabt de år.

Jeg husker den næste pensionær, der meldte sin ankomst. Det var Christina, en lille ridetøs på 8-9 år og som havde en lille hvid pony. Christina var kendt i hele Tisvildeleje, når hun kom galoperende på Bandit ned gennem hovedgaden råbende: ”Af vejen, af vejen. Jeg kan ikke styre min hest”. Det kunne hun godt. Men hun nød, når folk sprang for livet.

Inden den sommer søgte Else orlov og i løbet af sommeren var der rideskolehold næsten hver aften. Undtagen lørdag/søndag. Her var det landliggerne, der skulle lære eller genlære at ride.

Der var 40 ryttere hver dag og aftensmaden blev spist sent. Men sådan er livet med heste.

Det blev starten på mange venskaber, hvor de fleste stadig er intakte. Min søn Søren var lidt træt af det der hesteri, idet vort store køkken efterhånden blev samlingspunkt for de mange rytter efter en tur i skoven. Omvendt Søren, hyggede min mor Inga sig med den megen leben i weekenden i vort store køkken. Hun besøgte os næsten hver weekend og var til stor hjælp med blandt andet strygning af vort tøj, samt den varme mad. Hun nød at lytte på alle historierne, både fra rideturene og de enkelte rytteres dagligdag.

Et liv med heste har givet os mange glæder. Men livet havde også begrænsninger. Hestene skulle have mad tre gange om dagen. Der skulle muges hos hestene og i sensommeren skulle der køres hø og halm ind til det efterfølgende år. De år var vi ikke på mange rejser. Hestene kom i første række.

Vore ryttere havde forskellige ønsker med deres ridning. Nogle hyggered i skoven. Enten alene eller på hold. Andre trænede til ridestævner og en var så dygtig, at hendes hest var med til de olympiske lege.