Den 23. november 1989 oplevede man i Nordsjælland, tidligt om formiddagen, et kraftigt tordenvejr.

Stuebjerggaard havde i det sene efterår samme år fået lagt ny rygning. En rygning, er den halm, der ligger øverst på stråtaget og holdes nede af kløvede egestykker. Også kaldet kragetæer.

Da Else og jeg overtog Stuebjerggaard, var det øverste af stråtaget forsynet med en lynafleder, et langt kobberrør/kabel, der løber langs tagryggen, kun 30 centimeter fra halmen. Dette kabel føres ned i jorden, som en lynafleder. Lynet slog den morgen ned i et stort kastanietræ tæt ved gavlen og lynet løb op langs kablet og overtændte på få sekunder hele taget med den nye halm.

En større antal brandkøretøjer kørte mod Stuebjerggard og nok en gang var heldet ikke med os. Stuebjerg Alle skråner lidt op mod gården fra Tibirkevej og den tilkaldte tankvogn med vand havde svært ved at komme fra Tibirkevej op mod Stuebjerggaard, da vejen var isglat. Det gjorde, at Stuebjerggaard på under to timer var nedbrændt.

Jeg var selv i min ejendomsmægler forretning på Frederiksberg og en opringning oplyste mig om, at gården brændte. Turen hjem var lang og allerede i Helsinge, kunne jeg se røgen fra branden.

Else og vor faste staldpige Susanne var hurtige til at få alle 24 heste ud af den brændende stald og herefter forsøgte de begge at redde vort indbo. Næsten alt blev flammernes bytte.

Kort efter, at hestene var ude af staldene, faldt taget sammen i en eksplosion af røggas.

Da dagen var omme stod kun en lille staldlænge med vore ponybokse og ridehuset tilbage.

I 1989 fik man ikke automatisk psykologhjælp. Så stor tak til de nære venner og familie, der støttede os de næste dage, hvor vi stod tilbage med kun det tøj, vi havde på kroppen. Else var i ridebukser og gummistøvler og jeg i mit sirlige kontortøj. Vi var et festligt syn, da vi dagen efter måtte supplere vor meget sparsomme garderobe. Alt andet, hvad vi ejede, var også gået tabt. Lige fra service til salt og peber, hvilket gør livet lidt svært.

Arkitekt Karl Henning Sørensen, der som ung arkitekt bistod familien Lau med restaureringen af den gamle Stuebjerggaard, tilbød hurtigt sin hjælp med alt det praktiske omkring genopbygningen af Stuebjerggaard.

Stuebjerggaard var på daværende tidspunkt underlagt en privat fredning og vi blev hurtigt enige om, at Stuebjerggaard skulle genopføres, så tæt på den oprindelige gård, som mulig. Dog med hensyn til de nye brandtekniske krav, såsom brandsikre lofter i stalden.

Vi var boligløse og det var vore heste også. Men allerede samme dag, som gården brændte ned, blev hestene fordelt på en række gårde i nærområdet og vi fik akut husly hos venner.

Vi fik hurtigt midlertid bolig i et stort fritidshus tæt på Stuebjerggaard. Der kom mine kontakter, som ejendomsmægler, mig til hjælp. Og stor tak til Karl Henning, der på få måneder fik omdannet den gamle ponystald, til vort nye hjem de næste to år. Derved kunne vi også på daglig hold følge genopførslen af Stuebjerggaard.

Mange dygtige håndværkere stod klar til genopførslen, der efter sigende var den dyreste brandskade hos Alm.Brand det år.

I april 1991 var gårdens stalde klar til at hestene kunne komme tilbage. Det var en festens dag, hvor vi fik besøg af vikingerne fra Frederikssund.

Efter Stuebjerggaard var helt færdig opbygget, spurgte flere, om jeg ikke var glad for den nye gård.

Svaret var nej. For til trods for, at gården i sit ydre var nærmest helt identisk med den gamle Stuebjerggaard, manglede sjælen i huset og den hvide dame. Vi fik moderniseret flere indre ting, men havde også for øje at videreføre så meget af gårdens sjæl, som muligt. Den hvide dame kan du læse om andetsteds på denne site.

Else og jeg flyttede ind i efteråret 1991. Næsten to år efter branden på Stuebjerggaard. Tak til alle, der støttede os de to år og stor tak til Karl Henning og de mange dygtige håndværkere.